Billedkunst

Lidt om siden:
Da jeg arbejder med så mange forskellige materialer, har jeg valgt at inddele kunstsiderne efter hvilke materialer værkerne er lavet af. De nyeste værker vises så vidt muligt først.

Lidt om materialer:
Siden barn har jeg arbejdet kreativt med alle mulige emner, lige fra tegning, maleri, keramik, garn, uld, perler, sten og alle mulige materialer som jeg finder i naturen.

Jeg samler altid naturmaterialer når jeg færdes i fjeldet eller ved en strand, jeg kan simpelthen ikke lade være. Muslingeskaller, drivtræ, knogler, fjer -  de har alle en historie bag sig, et liv der er blevet levet, og en efterfølgende påvirkning af vind og vejr, der har poleret, bleget og renset dem og givet dem deres helt egne unikke former og farver.  Men også glasskår, rustne søm og andre materialer finder vej ned i lommen, og jeg har efterhånden en stor samling af alle mulige genstande, som nok en dag skal bliver til et eller andet....

Lidt om billeder:
Jeg begyndte først at male acrylmalerier i 1997, efter jeg havde afsluttet arkitektskolen. De første billeder var meget figurative, mens jeg her på det seneste er begyndt at arbejde mere abstrakt.

Uldbillederne startede jeg på i 2000, efter jeg havde deltaget i et filtekursus. Det blev ikke til mange filtede hjemmesko før jeg fik lyst til at arbejde med ulden på en anden måde, og fandt efterhånden úd af hvordan jeg kunne filte ulden til billeder.

Sandbillederne kom til i 2003, - først på papir, og senere på lærred. Efterhånden begyndte jeg at kombinere billederne med bladsølv og naturmaterialer. Dette har smittet af på acrylmalerierne, der også nu og da har naturmaterialer indarbejdet i lærredet.